USA har det hele - også en bid af månen. Den findes i Yellowstone National Park som er præcis lige så forunderlig, utrolig, mystisk og smuk som den hullede ost over hovedet på os. Oplev stedet hvis du elsker at blive kildet på din nysgerrighed og kærlighed til naturens forunderlighed. Variationen er utrolig, fra mærkelige fænomener og underlige lugte til storslåede udsigter og et utroligt dyreliv. Der er alt!

 

Hey - vi lægger da en nationalpark ovenpå en vulkan!

Det lyder som noget de kunne finde på i USA, ikk?

Yellowstone National Park er den første nationalpark i USA - ja faktisk i hele verden, og det forstår man godt, fordi stedet er så specielt og unikt at det naturligvis skulle gøres til nationalpark - vulkan eller ej.

Og det er ikke løgn, den findes i krateret på en nu udslukt kæmpevulkan. Vulkanen er dog ikke mere udslukt end at den stadigt ligger ovenpå et stort magmakammer ca 9 km nede i jorden. Det betyder ret kraftig vulkanisk aktivitet i mange forskellige former så som mudder-pruttende-huller, svovl stinkende geysere, småkogende jord, fantastiske mineralske aflejringer, store svovlbakker med pruteffekt og i øvrigt 2/3 dele af alle verdens geysere. Hele herligheden er indrammet af væggene på det vulkanske krater der løber hele vejen rundt og ligesom holder på det hele, så ikke noget eller nogen render ud. Altså, ikke at man kan se hele vejen rundt - parken er så stor som Sjælland og Lolland-Falster lagt sammen, men alligevel....

I sandhed et utroligt sted!

yellow-stone-natuonal-park-usa-svovl

yellow-stone-national-park-usa

Kæmpegeyser Old Faithful er trofastheden selv

Old Faithful er en af parkens hovedattraktioner, og sprutter trofast sin portion af kogende vand i luften med 91 minutters intervaller. Det har den gjort mere end 137.000 gange og gør det med statsgaranti endnu!

Imponerende er det!

55 m lige op i luften på en god dag! 

Jo jo man skal ikke sige den gamle ikke leverer sit show med naturens superkræfter, og når først man holder op med at mugge lidt over den irriterende støvregn, kan man ikke lade være at stå der med en anelse æresfrygt og respekt for de store kræfter 9km under dig.

 

Live fra geyser Old Faithful

Se livesending fra geyseren Old Faithful

Vildt smuk og vildt vild natur

Det er virkeligt et utroligt smukt og meget forskelligartet landskab hele vejen igennem parken. 

Lige så øjnene triller ud.

Det gjorde de også næsten på mig da en brunbjørnemor og hende to unger pludseligt stod i vejsiden lidt oppe ad en skråning. En virkeligt vild oplevelse - både fordi de er smukke dyr, men også fordi det ikke er "plantede" klappedyr, men dyr der lever i parken som ægte vilde dyr.

Kommer man for tæt på hende og er en trussel, ja så er man på spanden.

Men jeg er ikke sådan at ryste, og formåede at holde hovedet koldt, ingen panik, slet ikke. Det kom der dette billede ud af...

 

 

Bjørn ved Yellowstone

Bjørnebillede af panik-fri fotograf

Verdens flotteste hul i jorden

Engang for mange år siden.

Jeg må have været 10-12 år gammel. Det er mange år siden!

Da så jeg et helt vildt billede af et naturfænomen jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig.

Det var et hul i jorden.

Hullet var fyldt med vand.

Det jo fedt nok, men det fedeste var, at det var farvet som en regnbuen i de vildeste nuancer. Fra ildrød over smaragdgrøn til dybblå. Hel utroligt. Måske hjulpet på vej med lidt photoshop, men stadigt - helt utroligt.

Det er faktisk det billede der afstedkom denne rejse, for dette fænomen - også kaldet Grand Prismatic Spring måtte jeg bare se.

Og smukt er det. Måske ikke så overvældende i farverne (de er falmet med årene) men stadig en vild oplevelse.

Det med endeligt at være et sted, man har haft i tankerne siden man var barn er bare en speciel oplevelse, ikke sandt?

 

Sådan ser Grand Prismatic Spring ud i de kulørte blade

grand-prismatic-yellowstone

En håndfuld nyttige tips

Besøg de største sights, som Old Faithful og Grand Prismatic om morgenen eller aftenen. Her er færrest mennesker og fornøjelsen større.

Tag lige en kikkert med. Det er ikke en klappepark, dyrene lever vildt og er vilde, og med en kikkert kan du komme tæt på og overholde sikkerhedsafstanden.

Tag tøj med til enhver lejlighed. Da jeg besøgte i juli, var det -2 grader om natten - det var jeg ikke forberedt på i mit lille telt. Så det synes jeg du skulle være 😉

Hvis du overnatter i parken, så sørg for at book i god tid. Der kan være run på især hytter/hoteller men campingpladser kan også være godt fyldt op.

Fyld bilen op med benzin. Det koster en mindre formue at tanke benzin inde i parken.