"Hva' koster en jordomrejse?" er et spørgsmål vi hører tit og det har vi også ret svært ved at give et definitivt svar på. Det kommer helt vildt meget an på mange faktorer, men her er i al fald et overordnet bud på de udgifter, du ikke slipper uden om.
Der er lige så mange måder at rejse på, som der er mennesker der rejser. Nogen er meget bekvemme og kan leve på en sten, andre skal bruge lidt mere luksus. Nogen rejser med livrem og seler, andre bekymrer sig ikke om påklædning... Vi er nok ca. midt i mellem de to yderligheder, og her er et oprids over de omkostninger vi havde.
Flyrejse - en af de større poster
Der er sgu langt rundt om den klode. Skal man hele vejen rundt på rimelig tid, så må man fragtes med fly. Der er meget taktik i at købe billetter på det rette tidspunkt. Det er typisk 3-6 mdr før afrejse, man får de bedste priser. Det betyder det er en fordel at være ude i rimeligt god tid. Men det går jo lidt ud over fleksibiliteten, hvis man ikke er helt afklaret med hvor længe man er i hvert land, og gerne vil have mulighed for at blive 5 min længere.
Har man tid og overskud, kan man bruge søgemaskiner, holde øje med priserne og slå til hjemmefra eller når man er afsted.
Vi valgte en mere bekvem løsning ved at få et bureau til at gøre det. Og det med stor succes - se bare:
Genialitet et: Bureauet STA Travel holder til i England (London) hvor vi på en smuttur var inde på kontoret og få rådgivning. Herefter booker damen vores billetter - til engelske priser!! Med et nyligt Brexit var kursen på GBP ret lav, så den samlede pris blev ret meget lavere end vi havde regnet med.
Genialitet to: Dette selskab tilbyder ubegrænsede flex billetter - dvs vi kunne få dem til at ombooke alle vores fly uden beregning (udover forskel i pris) hvis nu vi gerne ville blive lidt længere. Genialt! For så behøver vi ikke have 100% tjek på planlægningen. Dette var et tilvalg på 99 pund, som vi syntes var ret godt givet ud!
Vores flybookinger ser ud som følger:
London - New York
Philadelphia - Miami
Los Angeles - Melbourne
Sydney - Wellington NZ
Christchurch NZ - Bangkok
Beijing - Tokyo
Vi mangler at booke et par indenrigsfly og turen hjem fra Japan men prisen på ovenstående var 15.200 kr, som vi selv synes er enormt billigt sluppet.
Forsikring - for du er da fornuftig, ikk?
Rejseforsikring er en post man skal huske - og også en post der blev lidt større end vi havde tænkt. Der er flere bureauer derude som tilbyder forsikringer. Der er lidt forskel i pris men ikke voldsomt meget.
Jo længere tid du rejser sammenlagt desto dyrer bliver fornøjelsen. Det giver jo god mening. Vores rejse er planlagt til 4 mdr. og det kommer til at koste ca 3500 pr snude. Mange penge men hey, man skal have tjek på det der.
Vaccinationer - iwww
Det kan man heller ikke helt komme udenom, vel?
Det er heldigvis blevet ret nemt at få klaret sine vaccinationer, da det ikke længere er nødvendigt at gå til lægen eller på specialklinikker. Nu varetager apoteker også denne opgave.
Til vores jordomrejse bør vi vaccineres mod stivkrampe, hepatitis A og B og ha piller med mod malaria, og det er ret billigt sluppet. Det beløber sig til omkring 2500 pr mand (Sygesikringen Danmark dækker 50%), men det varierer selvsagt meget ifht. hvor man rejser hen.
Husk at få det gjort i god tid - minimum en måned før afrejse så du får fuld effekt af vaccinationerne.