New England på en sommerdag

I 2010 inviterede min pap-bedstemor mig til USA, hvor hun boede halvdelen af året. Det krævede ikke mange overvejelser. Det var bare at sige ja og komme afsted. Så først på sommeren landede jeg i Boston, hvor Elli hentede mig.

Elli er et af de mennesker, der har lært mig mest om at møde verden med åbent hjerte, og min første tur til USA var på mange måder mit svendestykke.

Elli boede ca halvdelen af året i Australien, og den anden halvdel i USA, hvor hun var født og opvokset. I 60erne byggede hun og hendes mand et hus ved bredden af søen Rust Pond i byen Wolfeboro, NH. Wolfeboro er kendt som USA's ældste sommer resort og det er stadig i høj grad et sted, hvor folk tager til, for at holde ferie og nyde sommeren. Mitt Romney er fra Wolfeboro. Flere hollywoodstjerner har deres sommehuse langs Lake Winnipesaukees bred. Og selve byen er som taget ud af en amerikansk film. 
I Wolfeboro fik jeg lov at opleve, hvordan USA's 1% lever - den lille del af befolkningen, som sidder på langt de fleste penge. Elli tog mig med hen for at besøge en af hendes veninder, som boede på et lokalt, privat plejehjem. Stedet mindede mest af alt om et 5stjernet hotel med små lejligheder, pool, aktivitetsrum, biograf og en a'la carte restaurant. Hvis man absolut skal på plejehjem, er det klart sådan et sted, man skal håbe på at havne. men Wolfeboro var også dovne dage ved søbredden, små roture på Rust Pond, smørrebrødsgilde hos Ellis danske vendinde, en hel hummer og min første Smore nogensinde.

Hele pointen med mit besøg var, at jeg skulle gøre Elli selskab på et mindre roadtrip rundt i New England for at besøge venner og familie. Det var en fantastisk måde at få lov til at se dele af USA, som jeg ellers aldrig ville have haft mulighed for. 

Inden vi tog sådan rigtig afsted tilbragte vi en dag i Portsmouth. Det primære formål med den del af turen var at besøge det levende egnsmuseum Strawberry Banke. Selvom den oprindelige befolkning har en lang og stolt tradition, så er USA som nation meget, meget ung og alt hvad der bare mindre om gamle dage og starten på nationens historie som forenede stater. På Strawberry Banke Museum er det muligt at vandre gennem USA's historie, fra de tidligste pilgrimme og deres brug af tørrede majs som toiletpapir (av!), over fortællinger om de store emigrationsbølger landet har oplevet, helt frem til et besøg hos 40ernes lokale købmand, hvor der var kola på køl og cornflakes på hylden.

Turen fra New Hampshire til vores første stop, Amherst (MA), var både storslået og udfordrende. Selvom jeg havde kørt meget i Australien, var det mit første møde med en Amerikansk rundkørsel. Elli var tæt på at måtte trække håndbremsen, fordi jeg ikke vidste, at man holder tilbage inde i rundkørslen for folk der vil ind.
I Amherst besøgte vi to af Ellis gamle venner, Kate og Peter. Begge berejste, begge akademikere, begge gamle økoflippere, hvilket kom til udtryk i både aftensmad og dessert; tomat, aubergine og mozerella stakket og bagt (se opskrift nedenfor) og hjemmebagt brød og lokalt fremstillet, biodynamisk is købt direkte ved stalddøren. 

Fra Amherst kørte vi til Brewster (NY). Brewster er en lille landsby i den sydøstlige del af staten New York. Brewster er New England, overklasse landsbyidyl. Brewster er det sted, Ellis bedste forældre, og senere hendes egne forældre, boede. Ellis bedsteforældre og forældre var kunstnere - skulptører - og huset i Brewster fungerede som både hjem og studio i mange, mange år. Ellis mor døde et par år inden jeg besøgte byen, og huset var blevet solgt, så vi kom ikke ind og se det, men vi holdt udenfor længe, mens Elli fortalte historier fra sin barndom. Fra huset kørte vi ind til byens centrum, hvor Elli ville vise mig noget. Midt i byens park, lige ved torvet, står en statue. Den er lavet af Ellis bedstefar. Det støvregnede og istedet for at stå ud af bilen insisterede Elli på, at vi kunne køre ind på plænen og se statuen derfra, som en slags drivein-museum. Lige som vi gjorde os klar til at køre fra plænen, kørte en politibil op på siden af os. Blinkene var tændt. En ret bestemt betjent bankede på ruden. Da han opdagede at det var en ældre dame, der sad bag rettet ændrede hans ansigtsudtryk sig fra hårdt til undrende. Han havde forventet unge bøller, der kørte markræs. Istedet blev han mødt af en kvinde, der fortalte lange historier om hvordan hun bare ville vise sit danske gudbarnebarn sin bedstefars skulptur. 

Mit første møde med New York City var ikke som den øjenåbnende oplevelse mange ofte taler om. Og så var det det nok alligevel. Men Manhattan er kaotisk, turistpræget og fyldt med hårdtarbejdende mennesker, der ikke skænker en mange blikke. Det er huse, der strækker sig helt op hvor himmelen begynder, og det er storslået på sin helt egen måde. Hvert kvarter i byen har sin egen charme, og jeg nåede aldrig at finde det sted, hvor jeg følte mig hjemme. Når mødet alligevel var livsændrende var det pga en teateroplevelse. En musical. The Lion King. The Lion King var den oplevelse, der fik mig til endeligt at beslutte, hvor min forskning skulle hen - og ikke mindst den oplevelse, der trak mig tilbage til min drøm om at lave dukketeater. Så på mange måder ændrede turen til New York mit liv meget drastisk og klart til det bedre. 

Fra New York kørte vi mod Philadelphia, hvor Deb og Mike, Ellis ene datter og svigersøn, bor. Besøget står ikke særligt klart for mig - ud over at jeg fik en tur på Mikes motorcykel og så herre sej ud! Når det alligevel er vigtigt for mig at fortælle om det, er det fordi Deb og Mike sidenhen er blevet mine meget nære venner og flere gange har truet med at adoptere mig. Møder med mennesker kan være uendeligt forunderlige og venskaber opstår steder, man aldrig havde forudset. Når vi tager til USA til december i 2016, skal vi også forbi Philadelphia, for at besøge Deb og Mike. Jeg glæder mig helt vildt.

På vej tilbage mod Wolfeboro, slog vi en smut forbi Ellis anden datter, Jeanne, og hendes familie, manden Adam og sønnen Ben. Jeg havde allerede mødt Jeanne og Ben, da jeg først ankom til Wolfeboro, så det var et glædeligt gensyn. Vi havde kun en enkelt overnatning hos dem, og fortsatte hjemad. Vi kørte ad en bjergrute, og stoppede på et udsigtspunkt for at nyde vuet ud over skovsklædte bjerge. Her mødte vi en ældre kvinde, som havde cyklet tværs over USA og nu kun manglede det sidste lille stykke ud til kysten ved Portsmouth. Det må have været en fantastisk tur, og noget af en bedrift. Der er fantastiske fortællinger over alt, man skal bare se sig for, spørge og lytte. 
Vores sidste stop inden vi nåede Wolfeboro var Concord, hvor vi forsøgte at finde noget aftensmad. I en baggård fandt vi en cafe og ved et rent tilfælde var der på det tilstødende torv en udendørs, gratis symfonikoncert. Det var den mest fantastiske, uventede afslutning på en eminent tur med min gudbedstemor.