Her står jeg så – med Tenna ved min side. Jeg har lige fyret mit job for få dage siden. Jordomrejsen er booket, bilen er afleveret, katten afsat og nedtællingen er i gang…. Er jeg ved at skide en grøn pingvin?

Næh, det er jeg utroligt nok ikke…

Det kan jeg faktisk ikke helt forstå hvorfor jeg ikke er, for det er trods alt en god håndfuld af de trygge ting der kastes på gulvet lige der.

Men du kender det godt – ting får en anden og mildere dimension når det drejer sig om at gøre noget man bare har rigtigt meget lyst til. Selvom det betyder starten på et helt nyt liv, så er det med glæde og optimisme jeg springer ud i det – og så pyt med at jeg ikke helt ved hvad turen og fremtiden bringer. Lige nu føles det bare helt vildt befriende at stille ind på sig selv og finde ind til lidt af det der virkeligt giver værdi.

Det giver mig selvfølgeligt en rankere ryg at have muligheden for at følges med Tenna hele vejen rundt om den jord – hun deler mine drømme og jeg ved vi får en fantastisk tur. Men hey, jeg er sgu alligevel ret stolt af jeg er nået hertil – det kræver mod, optimisme og vilje.

Starten på det hele

Jeg tror på man kan hvad man vil. Jeg tror også på at man kun kan det, hvis man lykkes med at finde ud af, hvad det faktisk er man vil. Det glemmer man utroligt nemt i dagligdagen hvor rutinerne hurtigt får overtaget.

Starten på det hele var da Tenna fik snuset sig frem til en ny kalender.

Hun er utroligt god til kalendere.

Jeg er ikke så god til kalendere.

Men den der kunne selv jeg se var ret cool. Passion Planner er navnet – et navn der i øvrigt går igen flere steder her på bloggen.

Det den kan er, at den giver dig nogle redskaber til netop at finde ud af hvad du vil med dit liv.

Intet mindre.

Både på dagligdagsniveau men også mere langsigtet. Den giver dig nogle redskaber til at sætte målene og bryde dem ned i delmål, så du hver dag følger du bevæger dig et lille skridt nærmere det du gerne vil.

Indrømmet, jeg er ikke skide god til at bruge den hver dag – eller særligt tit faktisk. Men jeg har været skide god til at bruge den til at visualisere mine drømme, og det er det der har bragt mig her.

 

For drømmene er faktisk ikke så langt væk som man tror…

Og denne rejse kommer ikke til at handle om at skide pingviner men at kigge på dem derude i verden 🙂

t-k-forfra