På vores rejse gennem Florida har vi været så heldige at få lov at arbejde med en af de anerkendte dukketeatre i USA, Michelee Puppets. Vi blev endda inviteret til at bo hos indehaveren, Tracey Conner privat, og har derved fået et unikt indblik i hendes teater men også i hvem Tracy er rent privat.

Tracy er en ildsjæl. Hun er virkelig et af de mennesker, der igennem årene har gjort en forskel for børn og unge i Florida.

I 31 år har hun turneret hele Florida rundt med dukketeaterforestillinger, der skal hjælpe børnene i staten til at håndtere dagligdagen og blive mere helstøbte og rummelige voksne.

Når vi sidder i de bløde sofaer foran den åbne kamin og snakker over aftenkaffen, fortæller Tracey om Michelee Puppets og om de projekter, hun har på bedding. Hendes øjne lyser op og det er helt tydeligt, at hun virkelig brænder for det, hun laver.

Hvert år tager teatret rundt til skoler i hele staten og spiller forestillinger om alt fra overvægtsproblematikker og hvordan man behandler klassekammerater med særlige behov til faglige temaer som teknologi og læring i underskolen.

Det vælter hele tiden frem med historier om, hvordan hver enkelt forestilling har været med til at ændre børns liv.

Hvordan et overvægtigt barn, som var på randen af sammenbrud gik fra forestillingen med følelsen af, at han selv kunne gøre noget ved problemet.

 

Hvordan en elev i kørestol, som altid var blevet mobbet, efter teatrets besøg var blevet en del af fællesskabet, fordi hans klassekammerater havde lært om det at være handicappet.

Hvordan forældre og lærere kommer hen til dukkeførerne efter forestillingerne og med tårer i øjnene takker for det teatret gør, fordi børnene hører efter på en helt anden måde, når det bliver fortalt gennem dukketeater.

Formålet er altid at ruste børnene til at blive den bedste version af dem selv de overhovedet kan.

Ved at lære om store og ofte tunge emner på en legende og sjov måde, bliver børnene hurtigt engagerede og tager ansvar for deres egen videre læring.

I Danmark er dukketeater en poetisk kunstart, der gør magiske fortællinger tilgængelige for alle aldre. Norden er unik på den måde, at vi, i meget større grad end resten af verden, lader børnene selv finde frem til pointerne og fylde hullerne i historierne ud.

I USA er situationen meget ofte en helt anden. Her bruger man mest dukketeater til ren underholdning eller til undervisning. Dukkerne bliver en måde at gøre ny viden mere spiselig på.

Men selvom intentionerne er gode, bliver det hurtigt meget overfladisk.

Bert og Ernie fra Sesame Street lærer børnene at tælle til 10; Barney the Purple Dinosaur forsøger at lærer fra sig om, hvordan man kan få gode venner; og Cookie Monster… Cookie Monster er vist bare Cookie Monster.

 

Tracey i en af Michelee's allerførste forestillinger om en handicappet dreng

I virvaret af velmenende undervisning gennem dukketeater skiller Michelee Puppets og Tracey Conner sig ud.

De gør virkelig en forskel.

De historier, Tracey fortæller, om børn, hvis liv har taget en helt igennem fantastisk drejning efter deres skole har haft besøg af Michelee Puppets, går lige i hjertet.

Dukketeater kan noget helt særligt. Noget som hverken forældre, lærere eller almindeligt teater med skuespillere kan. Teaterdukker kan tale direkte til hjertet, fordi de er spejlinger af os selv, og hvis man sidder der på tredje række i auditoriet og bliver mobbet, så er det meget muligt, at teaterdukken er den første, der sådan virkelig for alvor ser og forstår en. Og ens skolekammerater forstår pludselig, hvordan man har det.

Som dukkefører har det været inspirerende og tankevækkende at lære Tracey og Michelee Puppets bedre at kende. Både personligt og fagligt.

Det får mig til at tænke, hvordan jeg kan tage passionen med mig hjem og kombinere den nordiske fortællemåde med den amerikanske evne til at inspirere børn gennem dukketeater.