En kirke, en præst, en dukkefører

Mange har nok fundet sig selv stående ved enten Tottenham Court Road Station eller Leicester Square Station. Det er  hjertet af London City og det er byens turistcentrum. Det er musicals og shopping. Det er etniske restauranter og China Town. Og det er fest hele natten og full english breakfast. Men midt i det pulserende byliv, midt mellem de to Tube stationer, midt i Soho, ligger St. Anne's Church. I snart mange år har den været ret svær at få øje på, hvis man ikke lige ved, hvor den er: selve kirken blev bombet under anden verdenskrig og kun tårnet står tilbage, men med tiden er husene vokset op omkring tårnet og man skal nu gennem en lang gang, for at finde ind til det spartanske kirkerum. I løbet af efteråret 2016, bliver indgangen renoveret, så det forhåbentlig bliver lettere at finde kirken. Men selvom jeg kunne fortælle mange fantastiske og finurlige historier om kirken og det liv, der er i menigheden (f.eks. en ældre dame, der var en del af modstandsbevægelsen; en ældre mand, som engang arbejdede som pilot og ofte fløj til Billund med kyllinger; en ældre dame, som engang ejede en bar, hvor bode Bob Marley, Bob Dylan og Simon&Garfunkel har spillet; en ung fyr, som spiller ACDC som postludium på orgelet), så er det ikke hverken kirken som bygning eller som menighed, det skal handle om her. Det er i stedet manden, som har det store overblik og trækker i trådene - på mere end en måde. 

 

En kirke, en præst, en dukkefører

Fr. Simon Buckley er præst ved Soho-sognekirken, St. Anne's Church. Han har været tilknyttet kirken gennem en lang årrække og været ansat som præst siden 2013, og har, på den tid han har været der, formået at få menigheden til at vokse fra fire til fem søndagsgæster til mellem 30 og 50 gudstjenestedeltagere. Det i sig selv er noget af en bedrift, når man tænker på, at den Anglikanske kirke har næsten samme problemer med medlemsdeltagelse som herhjemme. 

Jeg mødte Simon første gang i august 2013, efter at have hørt om ham gennem en fælles kollega. Ikke en teologisk kollega, men en dukkefører. Simon er nemlig ikke alene præst; siden han var helt ung har han arbejdet som dukkefører, og gennem mange år var han en efterspurgt fører af både marionetter og Muppet-dukker. Og det var pga.  af kombinationen af netop dukketeater og teologi, at jeg i februar og marts 2014 vendte tilbage til Soho, for at følge og arbejde sammen med Simon.

Mit primære forskningsfelt som ph.d. studerende var, hvordan dukketeater som didaktisk metode kan hjælpe til at skabe en øget liturgisk bevidsthed hos både præst og menigheden (se evt. indlægget om min ph.d.). At møde Simon, at se og opleve ham som liturg, og at tale med ham efterfølgende om hans arbejde og om min egen forskning, var en meget, meget surrealistisk oplevelse. Normalt må jeg bruge lang tid på at forklare tankerne og metoden bag min forskning, og jeg må forsvare og udlægge, hvordan jeg mener at dukketeater kan hjælpe på noget som helst. Jeg gør gladelig begge dele igen og igen. Men i mødet med Simon var næsten ingen forklaring nødvendig, og han forstod umiddelbart, hvor jeg ville hen med min forskning.

Fra tid til anden optræder der dukketeater i gudstjensterne i St. Anne’s, men det er langt fra hver søndag. Oftest er det ved de store højtider og rettet mod menighedens børn. De store dukker, hvis mund bevæger sig ivrigt op og ned, når de snakker, er meget illustrative og udtryksfulde, og det er ikke svært at forstå, hvorfor de altid er et populært indslag. Flere gange har dukkerne da også været på rundtur til andre kirker - æslet har f.eks. engang holdt en prædiken i St. Paul’s Cathedral. Dukkerne finder også vej ind i det daglige arbejde med børnene i sognet. Enkelte gange, ved særlige lejligheder, optræder der dukker i gudstjenester (ofte som erstatning for den traditionelle prædiken), mens de i det daglige arbejde ofte bliver taget med til den lokale underskole. I min anden uge ved kirken trillede vi således en kæmpe bibel gennem Soho’s morgentravle gader. Med alle seks klassetrin som tilskuere spillede Simon sin version af den fortabte søn med store hånddukker gemt i bogens indre til stor begejstring for både børn og voksne. Fortællingen holdt sig ret tæt til den klassiske fortælling, men tilføjede humor og elementer fra børnenes egen hverdag. Efterfølgende tilbragte vi et par timer med hhv. en 2. og 3. klasse, hvor de fik lejlighed til at arbejde videre med historien og fik reflekteret godt og grundigt over, hvordan en far kan tage imod en søn, der har ødet sin arv væk på både slik og videospil.

simon-og-den-fortabte-soen

Økumenisk liturgisk dukketeater

På bordet i workshoppen ligger stykker af en rulle tyndt skum, skalpeller, kontaktlim, en hårtørrer, sakse, fire meter grov hessian og to hoveder skåret ud af en stor blok skum – det ene med en meget tydelig opstoppernæse. Under det hele
ligger to arbejdstegninger tegnet med hurtig hånd på brunt papir. De viser de to hoveders kroppe i fuld figur.

At bygge to dukker tager normalt ca en uges kocentreret arbejde, men de her tog fem. Dels fordi tiden blev brugt på så meget andet end lige dukkebygning, men i høj grad også fordi vi ikke helt vidste, hvor vi var på vej hen med dukkerne; hvad skulle de kunne og hvad var det, de ville fortælle. Hele tanken bag var, at vi, den sidste søndag jeg var i London, ville lave en mindre forestilling som en del af gudstjenesten, men helt om hvad stod hen i det uvisse frem til fredagen før vi skulle være færdige.

Først og fremmest må jeg nok hellere forsøge at forklare begrebet økumenisk liturgisk dukketeater. Økumenisk betyder tværkirkeligt. Liturgisk er de ritualiserede ting man gør sammen i kirkerummet. Og dukketeater er jo så teater med dukker. Dukketeater – særligt det ordløse, hvor fortællingen ligger i handlingerne selv – kan have en helt særlig poetik ved sig, når det livløse materiale blive vakt til live, får karakter og åndedræt. I modsætning til alt andet teater er det muligt for dukken at overskride grænsen mellem liv og død, og fordi figuren ikke spiller en rolle men ganske simpelt bare er i verden som et levende væsen på trods af dens helt åbenlyse status af livløst materiale, taler den udenom vores fascination af en dygtig skuespiller, danser, sanger eller musiker. Dukken præsterer ikke noget; dens fornemste opgave er at være og leve på trods. I den dobbelthed – i livet, hvor intet liv var muligt – opstår dukketeatrets poetik, og der taler det kraftigst til mennesket. Dukketeater kan være som en bøn i sig selv, men det jeg kalder liturgiske dukketeater er mere end det. Det er rammesat af musik, salmer, læsninger og bønner. Det er elementer, som plejer at være en del af en gudstjeneste, men i dukketeatret bliver det også elementer, som støtter op om og præger, det vi læser ud af dukkens liv. Jeg har tidligere lavet liturgisk dukketeater med stor succes, og min erfaring er, at kombinationen af liturgiske elementer og dukketeater skaber en direkte tilgængelig, spirituel oplevelse, fordi dukkerne taler til en hel grundlæggende del af mennesket.

I vores brainstorms over, hvad det egentlig var, vi ønskede at dukkerne skulle vise var vi omkring flere forskellige indgange. Det første, der blev bragt på banen, var min fascination af ”the broken body”, som den blev fremstillet i nadverritualet. Italesætningen af, at Jesu legeme blev brudt som brødet for vores skyld, og parallellerne til menneskets egen ituslåede sind og krop, var noget, der førte mange billeder med sig. Billeder, som jeg ønskede, at dukkerne skulle legemliggøre. Dukken er den eneste scenefigur, der faktisk kan gå i stykker på scenen, kan falde fra hinanden af sorg, eller på anden måde lade følelserne komme fysisk til udtryk. Men tiden var knap, og en dukke der både skal være funktionel og kunne gå i stykker, er et større arbejde. Konsekvensen heraf blev, at dukkerne blev beklædt med hessian og at sømmene blev fremhævet som zigzaggene ar. Det skabte en utrolig smuk æstetik, der understøttede skrøbeligheden i dukkens umulige liv. Det andet fokuspunkt for vores liturgiske dukketeater blev forholdet mellem mor og barn. Der var mange elementer, der kunne tages fat på; det direkte
forhold mellem en mor og et barn var oplagt, men også forholdet mellem Gud og os. Der var omsorg, savn, tryghed, glæde, uro og løsrivelse at dykke ned i. Det var disse to billeder, den brudte krop og forholdet mellem mor og barn, der satte rammen for bygningen af dukkerne, og alle mellemrum mellem nadvertjenester, hjemmebesøg og frokostklub, blev brugt på at få dem færdige. Men det var først efter en samtale med en 88årig kvinde fra menigheden, at det egentlige omdrejningspunkt for den sidste søndags prædiken og dukkeperformance krystalliserede sig. Hun var meget interesseret i mit ph.d. projekt, i hvordan dukkeførertræning kunne hjælpe til større kropsbevidsthed og hvordan den kunne bruges i gudstjenesten, men mest af alt vendte hun igen og igen tilbage til, at hun virkelig ikke brød sig om billedet af Gud som den altoverskyggende dukkefører, der styrer verdens gang med hård og manipulerende hånd. Jeg forsøgte så godt jeg nu kunne at forklare hende forskellen i på den ene side at manipulere, at tvinge nogen eller noget til at følge ens vilje, og på den anden side at animere, at tilbyde og give liv og ånd til noget, så det får mulighed for at være i verden på egne præmisser, og at mit syn på både dukkeførerens, præstens og egentlig også Guds rolle var den som animator. Så snart man forsøger at manipulere og kontrollere livet for hhv dukken, gudstjeneste og mennesket selv, holdes de i en salvetilværelse, hvor intet leves fuldt ud og hvor ånden har meget lidt spillerum.

dukkebygning

 

img_5808-1

Hvad det endte med den sidste søndag i St. Anne's

Rev Simon Buckley rejser sig og går forbi alteret, stopper og bukker kort mod korset og fortsætter så til læspulten, hvorfra han læser evangelielæsningen. Den utrolig lang (Joh 4,5-42). Han indleder prædikenen med at slå fast, at selvom dagens læsninger har været mange og lange, er det slet ikke det, der er fokus for dagens prædiken. I stedet vil han vende blikket mod billedet af Gud som dukkefører. Han taler om, hvordan fasten normalt bliver opfattet som en mulighed for at udøve selvdisciplin – og selvfornægtelse. En mulighed for at undersøge, hvor stor eller lille selvkontrol vi har. Netop selvkontrollen, det at vi er autonome individer, der har en egen fri vilje, spiller en stor rolle, og det moderne menneske krymper sig ved tanken om, ikke at være i kontrol, ikke selv at kunne bestemme over vores liv og hvad vi bruger det til. Så når religioner begynder at udstikke bud – og ikke mindst forbud om hvad man må spise, hvornår og hvordan, og hvad man skal iklæde sig og hvordan man skal opføre sig, begynder det hurtigt at stritte på folk. Og billedet af Gud, som den almægtige dukkefører, der manipulerer og styrer sin skabning efter egen vilje og lyst, kommer hurtigt til at sidde på tværs. Men at se Gud som en sådan kontrollerende marionetfører er at misforstå både Guds- og dukkeførerens rolle. Simon siger, at både han og jeg har en vis erfaring med hvad en dukkeførers rolle er og at vi gerne vil dele det med menigheden.

Han tænder for en cd afspiller ved siden af læsepulten. Da de første spæde toner af Spiegel im Spiegel (Arvo Part) svæver ud af højtalerne, har jeg placeret mig i midtergangen med en bakke i hænderne. På bakken ligger en livløs dukke. Hun ligger krøllet sammen i fosterstilling, så hun kigger ud på menigheden.

”En dukke gør ikke ret meget ved egen hånd”, siger Simon, idet jeg langsomt bevæger mig op mod alteret, ”Så længe den bare ligger der, er det faktisk ikke rigtigt en dukke, men en skulptur; en statisk ting; et dødt objekt. Den kan være nok så smuk, men så længe den ikke bevæger sig, udlever den ikke sit fulde potentiale. Den forbliver et dødt objekt.”

Jeg har bevæget mig om bag alteret, og sætter forsigtigt bakken fra mig midt på det høje bord. Dukken bare ligger der, og kigger ud mod menigheden med sine store, sorte øjne. Idet Simon fortsætter griber jeg om to af de pinde, der er sat i dukken, for at kunne animere den.

”Dukkeførerens ypperste opgave”, siger Simon, ”er at give liv til det døde objekt.”

Dukken løfter forsigtigt hovedet fra bakken og skubber fra med hånden, så hun sætter sig op. Hun kigger rundt på menigheden.

”Dukkeføreren må først og fremmest bringe ting til live, ved at tilbyde det et åndedræt, der kan skabe liv, hvor det synes umuligt.”

Dukken rejser sig, og får øje på noget i horisonten. Hun griber ud efter det, men fanger det ikke, og følger det videre rundt i rummet med øjnene.

”Dukkeføreren har selvfølgelig en plan for dukken, for hvordan han eller hun ønsker, den skal bevæges sig, og forsøger at arbejde med dukken, for at gøre visionen til virkelighed. En sand dukkefører ved dog, at man må og skal respektere den individuelle dukke, dens styrker og dens svagheder, og at man må lære at arbejde med det, dukken kan, frem for at tvinge den til noget, den ikke er designet til. Der er en stiltiende dialog, en kreativ spænding, mellem dukkeførerens oprindelige vision og dukkens særheder. Der er en kontinuerlig feedbacksløjfe mellem fører og dukke.”

Dukken danser langsomt henover alteret til den stemningsmættede musik. Hun tager rummet ind. Kigger på folk i menigheden. Får igen øje på den svævende genstand og slår ud med armene. Hun knæler og lægger armene over brystet.

”Der er en underlig dynamik i dukketeateret, som gør at når dukken er allermest i live, forsvinder dukkeføreren. Der er ikke behov for sorte handsker eller hætter til at skjule føreren. Hun forsvinder ganske enkelt i takt med at dukken optager hendes ånd og energi” Dukken rejser sig og rækker ud efter den svævende genstand. ”…og synes at stå på egne ben…selvom den ret beset ingen fødder har”

Det svævende lander på dukkens hånd og hun betragter det for så, med et lille svip med hånden, at lade det flyve videre.

””Efter et stykke tid glemte jeg helt, at du var der” er det største kompliment du kan få som dukkefører.”

Dukken står endnu midt på alteret og spejder. Nu kommer endnu en dukke til; en lille dreng iført natskjorte, ført af Simon. Den lille dreng går hen mod kvinden. Hun får øje på ham og rækker ud efter ham. De omfavner hinanden og hun kysser ham på hovedet.

”Når vi taler om Gud som dukkefører, må vi huske at vores liv, som eksisterer på grund af Hans kreativitet, skabes ved Hans berøring, og kræver at vi overlader os i Hans hænder. Måske er han usynlig for andre, men vi kender hænderne, der holder og støtter os, den vision, der bevæger og den ånd, der giver liv.”

De to dukker tager hinanden i hånden og går langsomt tilbage mod altervæggen, hvor de skilles og vinker til hinanden, idet de bevæger sig ud til hver sin side. Herefter er der en kort stilhed mens Spiegel im Spiegel rinder ud.